Peggy Guggenheim Collection i Venedig åbnede lørdag den 14. november en udstilling om det samarbejde, der i årtierne efter Anden Verdenskrig førte kunstnere sammen med glasmagere på Murano. Udstillingen samler mere end 100 værker og viser, hvordan en tegning kunne blive udgangspunkt for en skulptur i glas. Den følger også Peggy Guggenheims rolle som samler og som forbindelsesled mellem kunstnerne og manden bag projektet, Egidio Costantini.

Museet præsenterede udstillingen i en pressemeddelelse den 22. september. Kurator Cristina Beltrami introducerede projektet ved et digitalt arrangement den 30. oktober. Nu er værkerne samlet i Venedig, hvor Fucina degli Angeli: Peggy Guggenheim and 20th-Century Artistic Glass kan ses frem til den 29. marts 2027.

Fra papir til glasovn

Costantini åbnede i 1955 et galleri for kunstglas i Campo Santi Filippo e Giacomo i Venedig. Navnet Fucina degli Angeli kom ifølge museet på forslag fra Jean Cocteau. Galleriet var ét led i et arbejde, der begyndte med kunstnernes idéer og gik videre til ovnene på Murano, hvor værkerne skulle fremstilles. Costantini fulgte processen hele vejen frem til den offentlige præsentation.

Museet viser både glas og materiale fra arbejdet omkring det. Tegninger kan gøre det muligt at se, hvad en kunstner forestillede sig, før formen blev fremstillet. Fotografier, breve og kataloger viser, hvordan samarbejderne blev til og senere præsenteret. De materialer er væsentlige for udstillingens historie, fordi en færdig skulptur sjældent i sig selv viser, hvordan kunstneren og glasmagerne fordelte arbejdet.

Guggenheim bragte kunstnerne ind i projektet

Peggy Guggenheim købte værker til sin egen samling og satte Costantini i forbindelse med kunstnere, som hun kendte. I 1963 førte det ifølge museet til kontakt med Max Ernst og Dorothea Tanning. Hun hjalp siden med at knytte forbindelsen til Jean Arp, der blev en af projektets tilbagevendende samarbejdspartnere. Hendes netværk hjalp også værkerne ud af Venedig. De blev vist i Milano og Rom, før Museum of Modern Art i New York præsenterede Sculpture in Glass i 1965.

Et af de mere usædvanlige projekter var Ernsts og Costantinis Immortal, et skakbræt i glas på 16 kvadratmeter, som blev præsenteret på Ca’ Pesaro i Venedig i 1967. Den nye udstilling viser King and Queen fra 1964, som museet bruger til at fortælle om udviklingen frem mod det større arbejde. Figurenes forbindelse til skak gør det muligt at følge, hvordan et velkendt sæt former kunne danne grundlag for en skulptur i en helt anden skala.

Et lån fra Boston viser Fontanas arbejde med glasset

Lucio Fontana begyndte i 1964 at arbejde med Fucina om værker med blæste glaskugler. I Venedig vises syv hidtil upublicerede forberedende tegninger og værket Concetto Spaziale – Construction fra 1964. Det blev givet til Peggy Guggenheim i 1965 og er nu lånt fra Museum of Fine Arts i Boston. Lånet giver udstillingen mulighed for at vise værket sammen med tegningerne fra den serie, det indgår i.

Udstillingen følger også Costantinis arbejde med japanske kunstnere. Arkitekten Ōmura Mikuni tegnede indretningen af Fucinas nye galleri, som åbnede i 1966, og eksperimenterede selv med glas. En variant af hans Architectural Forest vises i museets skulpturhave. Andre værker er lånt fra blandt andet Museo del Vetro på Murano og fra samlinger i Basel, Lausanne og Locarno. Det er en udstilling om et bestemt projekt og de forbindelser, der bar det fra 1950’erne til 1980’erne. Gennem lånene kan museet for en periode samle dele af den historie, som ellers befinder sig i forskellige samlinger.

Kilder og videre læsning

Har du fundet en fejl? Skriv til redaktionen.