EU og Indonesien underskrev lørdag 21. november en omfattende økonomisk partnerskabsaftale og en særskilt aftale om investeringsbeskyttelse. Underskriften afslutter næsten ti års forhandlinger, men ændrer ikke tolden fra den ene dag til den anden: Aftalerne skal først godkendes, og Europa-Kommissionen forventer foreløbig anvendelse tidligst i begyndelsen af 2027.

Handelsaftalen, CEPA, skal gradvist åbne markederne for varer og tjenesteydelser. EU fremhæver blandt andet lavere told på europæiske maskiner, biler, fødevarer og industrivarer, mens Indonesien får bedre adgang til det europæiske marked for sine eksportprodukter. Det er en ramme for fremtidig handel, ikke en garanti for, at virksomheder straks øger salget eller investeringerne.

Hvad aftalen ændrer – og hvad den ikke gør endnu

Europa-Kommissionen oplyser, at aftalen vil fjerne importtold på 98,5 procent af toldlinjerne for EU-varer ind i Indonesien, når ordningen er gennemført. Ifølge EU-Rådet skal 96 procent af Indonesiens toldsatser forsvinde inden for fem år. Det gælder toldpositioner på varetyper, ikke en ensartet procentsats på alle varer. En europæisk eksportør skal fortsat undersøge den konkrete varekode, oprindelsesreglerne og den tidsplan, som gælder for produktet.

EU’s egne beregninger peger på, at eksporten fra EU til Indonesien kan vokse næsten 40 procent over 15 år, mens indonesisk eksport af varer og tjenester til EU ventes at stige mere end 14 procent i samme periode. Kommissionen anslår også højere BNP i begge økonomier sammenlignet med et scenarie uden aftalen. Det er modelberegninger og fremskrivninger, ikke observerede effekter eller løfter om en bestemt vækst. Den faktiske virkning afhænger blandt andet af, om virksomheder bruger de nye muligheder, og hvordan efterspørgsel og konkurrence udvikler sig.

På investeringsområdet står CEPA sammen med en separat Investment Protection Agreement. Den skal give investorer et mere forudsigeligt regelsæt og beskytte mod blandt andet ulovlig ekspropriation og diskrimination. Rådet understreger samtidig, at begge parter bevarer retten til at regulere af hensyn til eksempelvis folkesundhed, miljø og klima. Aftalerne åbner altså for investeringer, men ophæver ikke landenes myndighed til at fastsætte regler.

En vigtig dato nærmer sig

Timingen er særlig relevant for Indonesien. Landet ventes at miste sine toldpræferencer under EU’s generelle præferenceordning, GSP, 1. januar 2027. EU-Rådet har fremhævet, at parterne derfor ønsker at få aftalerne anvendt så hurtigt som muligt. Kommissionen skriver, at foreløbig anvendelse sandsynligvis kan begynde i starten af 2027, når de interne procedurer er afsluttet og parterne har meddelt hinanden det.

Det efterlader en mulig overgang mellem udløbet af GSP-præferencerne og starten på CEPA. De officielle meddelelser fastslår ikke en bestemt startdato, så en periode uden de nye præferencer kan ikke beskrives som sikker. Men usikkerheden gør ratificering og den praktiske tidsplan til en del af historien: For virksomheder, der handler med Indonesien, er underskriften først værd at regne ind, når reglernes start og overgang er kendt.

Råvarer, digitale tjenester og bæredygtighed

EU begrunder også aftalen med ønsket om at sprede forsyningskæder. Indonesien er en vigtig producent af kritiske råstoffer som nikkel og kobolt, som indgår i den grønne og digitale omstilling. Kommissionens faktaark siger, at aftalen skal skabe mere forudsigelige vilkår for adgang til råvarer og styrke samarbejde om energi, digitale tjenester og grønne varer. Den fastlægger samtidig regler om miljøvurderinger af minedrift.

På tjenesteområdet fremhæver Kommissionen lettere adgang til Indonesiens marked for blandt andet computer- og telekommunikationstjenester, inklusive mulighed for fuldt udenlandsk ejerskab i bestemte sektorer. Hvor stor en forskel det gør, afhænger dog af den konkrete regulering og af virksomheders evne til at etablere sig på markedet.

Aftalen indeholder også et kapitel om bæredygtig udvikling med forpligtelser om klima, miljø og arbejdstagerrettigheder. Paris-aftalen beskrives som et centralt element, og forpligtelserne kan håndhæves gennem aftalens tvistløsningsmekanismer, mens handelstiltag skal være sidste udvej. Et særskilt protokolspor om palmeolie skal give parterne en ramme for dialog og samarbejde. Det er konkrete institutionelle løfter, men deres effekt afhænger af overvågning, håndhævelse og den politiske vilje til at følge op.

Næste skridt er godkendelser

Europa-Parlamentets samtykke og Indonesiens egne nationale procedurer mangler, før aftalerne kan anvendes foreløbigt. EU-Rådet godkendte allerede 18. november underskrivelse og muligheden for foreløbig anvendelse, men det er ikke det samme som, at de nye toldregler er trådt i kraft. Den formelle ikrafttræden kræver yderligere skridt.

For europæiske producenter ligger den umiddelbare interesse i et stort marked, færre toldbarrierer og mere forudsigelige investeringsvilkår. For indonesiske eksportører handler det om bedre adgang til EU og et nyt sæt regler, netop som de nuværende præferencer står til at ophøre. Men de økonomiske gevinster, som Kommissionen anslår, vil først kunne vurderes over tid. Det nærmeste konkrete holdepunkt bliver derfor ikke underskriftens ceremonielle betydning, men datoen, hvor aftalen faktisk begynder at gælde.

Underskrivelsen 21. november blev bekræftet af både Europa-Kommissionen og Indonesiens handelsministerium. EU-Rådets gennemgang beskriver godkendelsesforløbet og toldplanen, mens Kommissionens faktaark om hovedfordelene og bæredygtighedsforpligtelserne uddyber, hvad aftalen indeholder.

Kilder og videre læsning

Har du fundet en fejl? Skriv til redaktionen.