UNESCO og Fondazione Giorgio Cini satte 4. november 2026 gang i et projekt, der skal digitalisere arkivet om arbejdet med at bevare Venedig og byens lagune. Samlingen rummer omkring 110.000 dokumenter, 6.000 fotografier og materiale på lyd og video. Arbejdet skal foregå over to år, og materialet skal løbende gøres tilgængeligt for forskere og offentligheden.

Projektet blev præsenteret på 60-årsdagen for den oversvømmelse, venetianerne kalder Aqua Granda. Den 4. november 1966 klokken 18 registrerede byen en vandstand på 194 centimeter på sin lokale tidevandsskala. En stor del af Venedig var oversvømmet. UNESCO beskrev arkivprojektet i en artikel 3. november og offentliggjorde sin meddelelse om lanceringen på selve årsdagen.

Arkivet følger arbejdet efter oversvømmelsen

Oversvømmelsen udløste en international indsats for at bevare Venedig. UNESCO stod bag en indsamlingskampagne, og private komitéer i flere lande bidrog til arbejdet. I 1973 etablerede UNESCO en fast tilstedeværelse i byen. Kontoret blev siden organisationens regionale kontor for videnskab og kultur i Europa. Det er arkivet fra dette arbejde, som nu skal gennemgås og digitaliseres.

Projektet koncentrerer sig om to perioder. Den første omfatter projekterne under den internationale kampagne fra 1966 til 1992. Den anden dækker UNESCO’s fælles program med de internationale private komitéer fra 1992 til 2015. Fotosamlingen strækker sig fra 1970 til 2017. De forskellige årstal afspejler, at fotografierne og de skriftlige projektarkiver har hver deres tidsmæssige afgrænsning.

Det lange tidsspænd gør det muligt at følge arbejdet gennem skiftende samarbejder og over flere generationer af restaureringsprojekter. For en forsker i en bestemt restaurering kan et fotografi vise, hvordan et sted så ud på et givent tidspunkt, mens dokumenterne kan belyse, hvem der stod bag indsatsen, og hvordan den blev til. En digital adgang vil gøre det lettere at undersøge sådanne sammenhænge for læsere, der ellers skulle opsøge materialet i Venedig.

Dokumenter og billeder får hver deres vej på nettet

Fondazione Giorgio Cinis digitale center, ARCHiVe, skal stå for digitaliseringen. UNESCO oplyser, at dokumentationen gradvist skal ind i arkivsystemet Access to Memory. Her beskrives samlingerne, så brugerne kan finde materialet og se, hvor det hører til i arkivet. Fotografier, lyd og levende billeder skal efter planen gøres tilgængelige på UNESCO’s arkivplatform.

Registreringen har betydning for, hvordan arkivet kan bruges. Et digitalt billede kan vise en bygning eller et restaureringsarbejde, men oplysninger om dato, sted og den serie, billedet indgår i, gør det muligt at bruge det som kilde. Projektbeskrivelsen omfatter også langtidsbevaring af de digitale filer, så materialet fortsat kan læses og ses efter den første offentliggørelse.

De to år er perioden for selve arbejdet. UNESCO beskriver adgangen som gradvis og angiver ingen dato for, hvornår en bestemt mappe, billedserie eller optagelse kommer på nettet. Tallet på cirka 110.000 henviser til dokumenter i samlingen, mens de omkring 6.000 fotografier er opgjort særskilt. Der er ikke offentliggjort et tilsvarende samlet antal lyd- og videooptagelser i meddelelsen.

Fonden har i forvejen et digitalt arkiv med beskrivelser af mere end 90 af sine egne samlinger. Det nye samarbejde føjer en anden type materiale til arbejdet på centret. Her kommer kilderne fra UNESCO’s kontor, og det er UNESCO’s egne arkivsystemer, der efter planen skal give adgang til dem.

Stipendier skal uddanne flere til arkivarbejdet

Projektet omfatter stipendier, der skal give unge mulighed for at uddanne sig i digitalisering af arkiver. UNESCO og fonden vil også bruge det digitaliserede materiale i kunstneriske og fortællende projekter om restaureringerne. De aktiviteter knytter sig til det samme kildemateriale, som skal kunne findes gennem arkivernes egne systemer.

De to organisationer fremhæver, at dokumenterne også handler om beboernes hverdag og om arbejdet med at holde den historiske by levende. Et arkiv over restaureringer kan derfor læses både som en historie om bygninger og kunstværker og som en historie om de mennesker og institutioner, der tog ansvar for dem efter oversvømmelsen.

Kilder og videre læsning

Har du fundet en fejl? Skriv til redaktionen.